sig med Værktøj, men ogsaa lægger Materialier til, det forstaar sig selv.
Spørger vi da, hvad det er, som volder den store Ulighed i Arbejdslønnen, vil det ikke være af Vejen først undersøge den Mening, som vi før sagde nok kan findes hos Mangen, nemlig at Arbejdslønnen, om ikke ganske, saa dog for en stor Del bare afhænger af Folks Godtykke. Vi vil ikke nægte, at denne Tro i Førstningen synes at have nogen Grund for sig, hvor ilde det ogsaa var, om den skulde være sand. For i de allerfleste Tilfælde bestemmes jo ikke Arbejdslønnen ved nogen Lov, men det staar Enhver frit for at tinge og akkordere, som han bedst vil og kan. Og naar da selv den Mand, der ikke just er nødt til at se paa Skillingen, sjelden gaar ind paa at betale f. Een Haandværker Mere end nogle faa Mark men ofte Mindre for en Dags Arbejde, mens han derimod giver en Prokurator et Par Daler eller Mere for at møde en Formiddag i Retten for sig, saa synes det jo næsten som det bare er, fordi han under den Ene Mere end den Anden, eller ogsaa fordi han ikke tør prute saa med en „Storfant“ som med en simpel Haandværksmand.
Men om vi end ikke straks ser den rette Grund hvorfor en Prokurator faar saa meget Mere for sit Arbejde end en Haandværker for sit, saa skal der dog vist ikke stor Erfaring til for at finde, at Prokuratorerne just ikke er saa meget mere afholdte af andre Folk end Haandværkerne, at det er af bare Kjærlighed man betaler dem saa dyrt. Og hvad det angaar, at det ikke skulde være saa ligetil at prutte med en Prokurator som med en Haandværksmand, saa maa vi ikke glemme, at Prokuratoren har mange Storfolk over sig han ogsaa, som slet ikke betænker sig paa at prute med hvem det skal være, naar Betalingen ikke synes dem rimelig. Og naar de da alligevel altid finder sig i at betale Mere til en Prokurator, og ligesaa til Doktorer, Fuldmæg-
