lag, som En faar for at udføre Forretninger for en Anden,
og ikke blot den Betaling dør sker i Penge. Saaledes
kan jo Ingen nægte at Kost, og Husly maa regnes til
en Tjeners Løn; thi enten Husbonden selv forsyner Tjeneren
med disse Ting eller giver ham Penge til at skaffe sig
dem for hos Andre, kommer i denne Henseende som oftest
ud paa Et. Men saa ligefrem som dette er, saa synes det
dog ikke sjelden at blive glemt, især naar Talen er om Sammenligning
mellem Fortjenesten for Personer i forskjellige
Stillinger.
Paa den anden Side maa dog ogsaa mærkes, at man ikke med Rette til Arbejdslønnen kan henregne Andet end det Vederlag, Arbejderen faar for sin personlige Tjeneste, om vi end hermed i daglig Tale ikke tager det saa nøje. For naar en Arbejder selv holder sig med Værktøj, eller, som f. E, ved Vejarbejde, tillige skaffer Hest og Kjærre, saa er det aabenbart, at han af den Betaling, han faar, først maa klare sine Udlæg til disse Ting, og at blot Resten er at anse som Arbejdsløn. Og hvis en Mand til sin Næring behøver meget kostbare Indretninger, som f. E. en Møller eller en Bogtrykker, saa kan vi tænke os, at endog en Indtægt af 1 til 2 Daler paa en Dag ikke forslaar til at holde ham skadesløs, og, altsaa endda mindre skaffer ham en Skillings Løn for sit Arbejde. Dette maa naturligvis heller ikke glemmes ved Sammenligninger. Saaledes vilde det ikke være rigtigt at slutte, at naar en Smed og en Vedhugger paa en Dag har havt lige stor Indtægt, saa har de ogsaa havt lige stor Løn; tvertimod er det da vist, at. Smeden har faat Mindre for sit Dagværk, end Vedhuggeren for sit, fordi Hammer, Tang, File, Skrustikker, Ambolt (Stæ), Blæsebælg og Smidje intetsteds i Verden kan kjøbes og holdes istand for samme Pris som Øks, Sag og Sagestol. At vi endnu mindre kan kalde al den Betaling Arbejdsløn, som an Mand faar, naar han ikke alene holder,
