saaledes f. Ex. § 108 om, at ingen Adelsgodser skal oprettes. Men de vigtigste og fuldt afgjørende er disse to, Lovgivningsmagten og Ordningen af Rigsretten. Folket alene eier al Lovgivningsmyndighed, repræsenteret gjennem et Kammer, uden noget Klasseoverhus, uden noget endeligt Veto fra Kongens Side. Og, Folket selv kontrollerer gjennem den samme Folkerepræsentation, at Regjeringen sætter Folkets Vilje i Verk, og for Tilfælde sætter en dertil valgt Fraktion af Folkerepræsentationen, med Tiltræde af Høiesteret, sig tildoms over Regjeringens Handlinger, og denne Rigsrettens Myndighed er suversn; Kongemagten har her ingen anden Benaadningsret end ligeoverfor Dødsstraf. Det faar nok saaledes staa fast dette, at Rigsretten er en Folkedomstol og dens Dom en Folkedom.
Vi har ud af selve Grundloven, sammenholdt med andre Landes Konstitutioner, paavist, at hos os er Folkets Vilje den høieste Lov, at med andre Ord Folkets Suverænitet er staaet fast. Hvorledes kan det saa gaa til, at nu efter 70 Aars Forløb et stort Parti ikke vil anerkjende dette?
Enhver, som har en Smule Kjendskab til Historien, ved, at en gjennemgribende Forandring ikke kan gjennemføres med engang. Giv et i Aarhundreder enevoldsstyret Folk paa engang en helt gjennemført fri Forfatning, enten vil da denne blive misbrugt, og man resikerer at komme op i anarkiske Tilstande, eller ogsaa vil Forfatningen ikke helt ud blive udnyttet, men man bliver praktisk talt i mange Stykker fremdeles en Tid hængende i de gamle Styrelsesformer. Dette sidste har for en Del været Tilfældet hos os. En Nation er i en ustanselig Vext og Udvikling. Den Fart, hvormed Fremgangen sker, kan være forskjellig. Til enkelte Tider er Stegene fremover banebrydende og kraftige, til andre Tider kan man næsten ingen Fremgang spore. Men at en Nation paa engang, i et enkelt Aar skal kunne aldeles omskabes, det sker ikke. Saadant staar paa Papiret, i Livets Virkelighed findes det ikke.
Bønderne, i hvis Hender Grundloven for den væsentligste Del har lagt Landets Styrelse, var i 1814 uden nogen politisk Opdragelse. De var vante til at blive styrede og regjerede, og i den nærmeste Tid efter 1814 skede der i det praktiske liden Forandring i saa Henseende. De, der faktisk styrede her i Landet i lang Tid nedover, det var Embedsstanden efter 1814 ligesaavel som før. Der var den Forskjel, at Embedsmændene tidligere var en eneveldig Konges Tjenere; efter 1814 blev der et blandet Forhold, dels var det som Kongens Tjenestemænd, at de udøvede
