de Ting, han havde. — „Den som har saamegen prægtig Stads,“ sagde den yngste Prindsesse, „har vist Noget, som er endda prægtigere, og som kunde passe endda bedre for os.“ „Det kunde nok være,“ sagde Kræmmeren. Men de Øvrige tyssede paa hende og bad hende huske paa, hvad Ridder Rød havde lovet. Nogen Tid efter, sad Prindsesserne ved Vinduet en Dag, og saa kom Kongesønnen igjen med den store Matroskjole paa sig og Skabet med Guldkronerne i paa Ryggen. Da han kom ind i Storstuen i Kongsgaarden, lukkede han Skabet op for Prindsesserne og da de nu kjendte igjen hver sin Guldkrone, sagde den yngste: „Jeg synes, det er Ret, at den, som har frelst os, faaer den Løn, han har fortjent, og det er ikke Ridder Rød men ham, som kom med Guldkronerne vore, — han har frelst os.“ Da kastede Kongesønnen Matroskjolen af sig, og stod der meget prægtigere end alle de Øvrige; og saa lod den gamle Konge Ridder Rød aflive. Nu blev der først rigtig Glæde paa Kongsgaarden; Hver tog Sin, og saa blev der Bryllup, saa det hørtes og spurgtes over tolv Kongeriger.
