det laa, tog det og knyttede det om Livet sit; da blev han saa stærk, at han syntes, han kunde løste hele Aasen.
Da han kom igjen, var Kjærringen vild og spurgte hvad han bestilte saalænge. „Dn er ikke bange for Tiden, dn,“.sagde hun, „endda det lider paa Kvelden. Du veed, vi skal over Aasen, for det bliver rnorkt.“ Saa gik de en Stund, men da de vare komne vel ind over Midten af Aasen, blev Kjærringen træt og vilde lægge sig under en Buske.
„Kjære min Moer,“ sagde Gntten, „faaer jeg Lov at gaae op paa dette hoie Bjerget her, mens du hviler, og see om jeg ikke kan see frem til Folk.“
Det fik han Lov til, og da han kom op Hoiden, saa han, at det lyste strax nordpaa der. Gutten sprang tilbage igjen og sagde til Kjærringen: „Vi faaer til at gaae, .toer, det er ikke langt til Folk; jeg seer det lyser saa gildt tæt nordved her.“ Hun stod op og tog Tiggersækken og vilde med og see; men de havde. ikke gaaet langt, for de kom imod et Tværbjerg.
„Det kunde jeg troe,“ sagde Kjærringen, „nn kommer vi ikke. længer; det er vel grummere at ligge her.“. Gutten tog Sækkeni under den ene Armen og Kjærringen under den anden og fioii op paa med dem.
„Rn seer du det, at det ikke er langt tel Folk se der, hvor: gildt det lyser,“ sagde Gutten. Men Kjærringen sagde, det varikke Folk, det maatte være Bjergtrold, for hun var kjendt paai hele Bjorneskoven, og hun vidste, at der ikke fandtes Folk nogen-— steds, for paa den anden Side nord under Aasen. Da de havde. gaaet et lidet Stykke, kom de ind til en stor rodmalet Gaard.
