de sig ned ved Bækken forat drikke. „Jeg undres rigtig, hvor dette Vandet kommer fra?” sagde Esben Askelad. „Jeg undres, om du er rigtig i Skallen jeg,” sagde han Peer og han Paal. „Er du ikke gal, saa forundrer du dig sagtens gal med det Allerførste. Hvor Bækken kommer fra? Har du aldrig seet Vandet rinde op af en Aare i Jorden da?” „Ja men jeg har nok Lyst til at see, hvor det kommer fra ligevel jeg,” sagde Esben; han afsted op med Bækken, og alt Brødrene raabte paa ham og loe ad ham, saa hjalp det ikke: han gik sin Gang han. Da han saa kom langt opmed, blev Bækken mindre og mindre, og da han kom endda et Stykke frem, fik han see en stor Valnød, fra den silrede Vandet ud. „God Dag!” sagde Esben igjen; „ligger du her og silrer og rinder saa alene?” „Ja jeg gjør det,” sagde Valnødden; „her har jeg ligget og silret og rundet i mange lange Tider og ventet paa dig.” „Ja, ja, her er jeg,” sagde Esben; han tog en Mosedot og dyttede i Hullet, saa Vandet ikke kunde komme ud, og saa lagde han Valnødden i Skræppen, og satte nedover til Brødrene sine igjen. „Nu har du vel seet, hvor Vandet kommer fra? Det saa vel fælt rart ud, kan jeg tænke,” sagde han Peer og han Paal. „Aa det var bare et Hul, det randt ud af,” sagde Esben, og saa loe de andre To og gjorde Nar af ham igjen, men Esben Askelad brød sig ikke om det; „jeg havde nu Moro af at see det ligevel jeg,” sagde han.
Da de saa havde gaaet et Stykke igjen, kom de til Kongsgaarden; men da Alle i Kongeriget havde faaet høre at de skulde vinde Prindsessen og halve Riget, dersom de kunde hugge ned
