Side:Folkeeventyr (1852).djvu/375

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Bryllup, for det skulde holdes saa det baade kunde høres og spørges over hele Riget. Mens de saa holdt paa at dandse i Brylluppet, kom der en Fattiggut og bad om en Madbid, og han var saa fillet og elendig at see paa, at Alle forkorsede sig over ham, men Tro kjendte ham strax, og saa at det var Utro, Broder sin. „Kjender du mig igjen?” sagde Tro. „Aa hvor skulde jeg have seet saa stor en Herre, jeg da?” sagde Utro. „Seet mig har du nok ligevel,” sagde Tro; „det var mig, du stak Øinene ud paa et Aar i Dag siden. Utro hedder du og utro er du, det sagde jeg og det siger jeg endnu; men du er nu Bro’er min ligevel, og derfor skal du faae lidt Mad, og saa kan du gaae til det Lindetræ, hvor jeg sad i Fjor. — Faaer du saa høre Noget som kan gjøre din Lykke, saa er det godt for dig.” Ja, Utro lod sig ikke sige det to Gange; har han Tro havt slig Nytte af at sidde i Lindetræet, at han er bleven til Konge over halve England siden i Fjor, saa — tænkte han, og han lagde i Veien og kom til Linden, og den krøb han op i. Han havde ikke siddet der længe, saa kom alle Dyrene og aad og drak og holdt St. Hansleg nede under Træet igjen. Da de havde spist fra sig, vilde Ræven at de skulde til at fortælle Historier, og da kan det vel hænde at Utro begyndte at lye, og det saa Ørene vare færdige at falde af ham. Men Bjørnen var sindt, han, og brummede og sagde: „Der har Nogen sladret om det, vi fortalte i Fjor, og derfor vil vi nu tie med det, vi veed,” og saa bad Dyrene Godnat og gik fra hverandre, og Utro var lige klog. Det var fordi han hed Utro og var utro, det.