holdt saa gjæv som ham Tro; han maatte være med ham hvor han gik og stod, baade hjemme og borte.
Saa var det en Dag, de gik i Haven sammen. „Jeg skjønner ikke hvorledes det gaaer til jeg,” sagde Kongen; der er ikke nogen Mand i England, som koster saa Meget paa Haven sin som jeg, og endda kan jeg ikke faae eet af Træerne til at bære saa Meget som en Kart.” „Ja, ja,” sagde Tro, „dersom jeg faaer det, som ligger tre Gange rundt om Haven din, og Folk til at grave det op, saa skal nok Haven bære.” Ja, det vilde Kongen gjerne; Tro fik Folkene og til at grave, og saa fik han tilsidst op hele Guldkjæden. Nu var Tro en grundrig Mand, meget, meget rigere end Kongen selv; men Kongen var endda vel fornøiet, for nu bar Haven, saa Grenene paa Træerne hængte lige ned til Marken, og saa søde Æbler og Pærer havde aldrig Nogen smagt.
En Dag igjen gik Tro og Kongen og snakkede sammen; saa kom Prindsessen gaaende forbi dem, og Kongen blev ganske bedrøvet, da han saa hende. „Er det ikke Synd at saa deilig en Kongsdatter, som min er, skal mangle Maal og Mæle?” sagde han til Tro. „Ja, men der er Raad for det,” sagde Tro. Da Kongen fik det at høre, blev han saa glad at han lovede ham Prindsessen til Ægte og halve Riget, dersom han kunde faae hende brav igjen. Tro fik da et Par Mand med sig bort i Kirken og grov frem Padden som sad under Knæfaldet ved Alteret, skar den op og tog ud Brødet og gav Kongsdatteren det — saa blev hun som andre Folk igjen til at tale strax paa Timen.
Nu skulde da Tro have Prindsessen og der blev lavet til
