sagde Mestermø. „Ja det faaer nok du sige mig det,” sagde Kongssønnen, „for i Helvede har jeg aldrig været før, og om jeg vidste Veien, saa ved jeg ikke, hvormeget jeg skal kræve heller.” „Aa ja, jeg skal nok sige dig det; du skal gaae til Fjeldet her borte under Heien og tage den Klubben som ligger der og knarte paa Bjergvæggen,” sagde Mestermø. „Saa kommer der ud En, saa det gnistrer af ham, ham skal du sige Ærendet dit, og naar han spørger dig hvormeget du skal have, siger du: Saa meget som jeg kan bære.” Ja, det skulde han nok komme i Hu, sagde han, og saa sad han inde hos Mestermø hele Dagen, ligetil det led mod Kvelden, og han havde gjerne siddet der til nu, dersom ikke Mestermø havde mindet ham om, at han nok fik afsted til Helvede efter Brandskatten, før Risen kom. Han maatte da i Veien, og saa gjorde han akkurat som Mestermø havde sagt, han skulde gjøre; han gik bort til Fjeldvæggen og tog Klubben og knartede paa. Saa kom der ud En saa Gnisterne fløi baade af Øine og Næse paa ham. „Hvad vil du?” sagde han. „Jeg skulde nok hid for Risen og kræve Brandskatten til ham,” sagde Kongssønnen. „Hvor meget skal du have da?” sagde den Anden igjen. „Jeg forlanger aldrig Mere end jeg orker bære med mig, jeg,” sagde Kongssønnen. „Det var vel, du ikke skulde have et heelt Hestelæs!” sagde han, som kom ud af Fjeldvæggen. „Men kom nu og bliv med mig ind!” Det gjorde Kongssønnen og der fik han vel see Guld og Sølv, kan du troe, det laa ind i Bjerget, som Steenhobene i en Ur; og saa fik han en Børd saa stor, han kunde bære, og med den gik han sin Vei. Da nu Risen kom hjem med Gjederne om Kvelden, gik
