— 265 —
aldrig syntes han at Konen gjorde Nok i Huset. Saa kom han
hjem en Kvæld i Slaataanden, og green og skjændte og bandede,
saa at det lyste om ham. „Kjære Vene, vær ikke saa ond, Faer,“
sagde Kjærringen; „i Morgen skal vi bytte Arbeide, jeg skal gaae
ud med Slaattekarlene og slaae, saa kan du stelle hjemme.“ Ja,
det syntes Manden godt om, og det vilde han gjerne. Tidlig
om Morgenen tog Kjærringen Ljaaen paa Nakken og gik ud i
Engen med Slaattefolkene og skulde slaae. Manden skulde da til at
stelle i Huset. Først vilde han til at kjerne Smør, men da han
havde kjernet en Stund, blev han tørst, gik ned i Kjælderen og
skulde tappe i Øl. Medens han holdt paa at tappe i Ølbollen,
fik han høre, der var kommen en Griis ind i Stuen. Han afsted
med Tappen i Haanden, op igjennem Kjældertrappen som
allersnarest og skulde passe Grisen, at den ikke skulde vælte Kjernen;
men da han fik see, at Grisen alt havde slaaet Kjernen
overende, og stod og smattede paa Fløden, som flømmede udover
Gulvet, blev han saa flyvende sindt, at han reent glemte Øltønden
og efter Grisen det bedste han kunde. Han naaede den igjen
i Døren, og der gav han den et saa dygtig Spark, at den blev
liggende paa Flækken. Nu huskede han først paa, at han gik
med Tappen i Haanden, men da han kom ned i Kjælderen, var
alt Øllet rundet ud af Tønden.
Han gik da paa Mælkeboden igjen og fandt saameget Fløde, at han fik Kjernen fuld, og saa gav han sig til at kjerne, for Smør vilde han have til Middags. Da han havde kjernet en Stund, kom han i Hu at Hjemkoen stod inde endda, og hverken havde faaet Vaadt eller Tørt, skjøndt det var langt paa Dag.
