— 264 —
Hanen og Hønen fløi op paa en Kjæp. Da Gassen og Anden
vel vare søvnede, tog Ræven og lagde Gassen paa Gloen og
stegte den. Hønen kjendte det lugtede saa svedet; den hoppede
op paa en høiere Pinde og sagde halv i Søvne: „Fy, her stinker
saa, her stinker saa!“ „Aa Snak,“ sagde Ræven, „Røgen
staar bare ned igjennem Piben, sæt dig til at sove og hold saa
Mund!“ Saa søvnede Hønen igjen. Ræven havde ikke faaet
Gassen i sig, før den gjorde det samme ved Anden, tog den og
lagde den paa Gloen og stegte den og til at spise. Saa vaagnede
Hønen igjen og hoppede op paa en høiere Pinde. „Fy,
her stinker saa, her stinker saa!“ sagde den, og da fik den Øinene
op og fik see, at Ræven havde spiist dem begge to, baade Gassen
og Anden; saa fløi den op paa den høieste Pinden og satte sig
der og tittede op igjennem Piben. „Nei, nei, see alle de deilige
Gjæs, som flyve der!“ sagde den til Ræven. Mikkel ud og skulde
hente sig en fed Steg. Saa vækkede den Hanen og fortalte,
hvorledes det var gaaet med Gasse Vasse og Ande Vande. Saa
fløi Hane Pane og Høne Pøne ud igjennem Piben, og hvis de
ikke var komne til Dovrefjeld, havde det vist været forbi med
Alverden.
43.
Manden som skulde stelle hjemme.
Der var engang en Mand som var saa grætten og vild, og
