Side:Folkeeventyr (1852).djvu/279

  Moderen sad hjemme og ventede og ventede, men ingen Datter kom der igjen. Hun ventede endda en god Stund, men da hun hverken hørte eller saa noget til hende, sagde hun til den mellemste Datteren, at hun fik gaae ud og see ester Søstren sin; „og Hønen kan du lokke paa med det samme,” sagde hun.
  Den anden Søster skulde da ud, og hende gik det netop lige eens; hun gik og ledte og lokkede, og med Get saa hørte hun ogsaa, det sagde borte i Bjergvæggen:
    „Honen tripper i Bjerget!”
    „Honen tripper i Bjerget!”
  Det syntes hun var underligt; hun skulde da hen og see, hvad det var, og saa faldt hun ogsaa gjennem Lemmen dybt, dybt ned i Hvælvingen. Der gik hun igjennem alle Værelserne, men i det inderste kom Bjergmanden til hende og spurgte om hun vilde værre Kjæresten hans? Nei, det vilde hun slet ikke, hun vilde strar op igjen og lede ester Hønen, som var bleven borte, hun. Men saa blev Bjergmanden sindt; han tog hende og vred Hovedet as hende, og kastede Hoved og Krop ned i Kjælderen.
  Da nu Konen ogsaa havde fiddet og ventet, paa den anden Datter i syv Lange og syv Brede, og der ingen Datter var at høre eller see, sagde hun til den yngste: „Nu faaer rigtig du i Veien og see efter Søstrene dine. Galt var det at Høncn blev borte, men endnu galere blev det, skulde vi ikke finde Søstrene dine igjen; men Hønen kan du altid lokke paa med det samme.” Ja, den yngste skulde da ud; hun gik hid og did og ledte og lokkede, men ikke saa hun Hønen og ikke saa hun Søstrene sine.