Der var engang en gammel Enke, hun boede affides fra Bygden, langt oppe under en Aas med de tre Døttrene sine. Hun var saa fattig, at hun ikke eiede Andet end en Høne, og den havde
hun saa kjær som Øiesteen sin; den kaglede hun for og den stelte
hun med, baade tidlig og seent. Men en Dag, retsom det var,
saa blev Hønen borte. Konen gik da ud, rundt omkring Stuen,
og ledte og lokkede; men Hønen var borte og blev borte. „Du
faaer ud og prøve at see efter Hønen vor, du,” sagde Konen til
den ældste Datteren, „have den igjen maae vi, om vi saa skal
tage den ud af Bjerget.” Ja, Datteren skulde da ud at see efter den; hun gik baade hid og did og ledte og lokkede, og ingen Høne borte i en Bjergvæg:
„Hønen tripper i Bjerget!”
„Hønen tripper i Bjerget!”
Hun skulde da hen at see, hvad det var, men ved Bjergvæggen fandt hun. Men allerbedst det var, saa hørte hun det sagde
faldt hun gjennem en Lem, dybt, dybt ned i en Hvælving under Jorden. Dernede gik hun frem igjennem mange Værelser, det ene gjildere end det andet, men i det inderste kom en stor
styg Bjergmand til hende. „Vil du værre Kjæeresten min,
du?” spurgte han. Nei sagde hun, det vilde hun slet ikke; hun
vilde strax op igjen og see efter Hønen sin, som var bleven borte.
Saa blev Bjergmanden saa findt, at han tøg hende og vred
Høvedet af hende, og kastede Krop og Hoved ned i Kjælderen.
Side:Folkeeventyr (1852).djvu/278
Denne siden er ikke korrekturlest
