Side:Folkeeventyr (1852).djvu/254

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Datter,” sagde Dronningen, „jeg har havt tolv Sønner, som vare Brødrene dine, men alle dem gav jeg bort for at faae dig,” sagde hun, og saa fortalte hun hele Sammenhængen.

Da Prindsessen hørte det, havde hun ingen Ro paa sig; Alt det Dronningen græd og bar sig, saa hjalp det ikke, hun vilde afsted og hun maatte afsted, for at lede op Brødrene sine, for hun syntes at hun var Skyld i det Altsammen, og tilsidst saa gik hun da ogsaa fra Kongsgaarden. Hun gik og hun gik saa langt ud i den vide Verden, at du ikke skulde troe, at saa fiin en Jomfru havde orket at gaae saa langt.

Engang havde hun gaaet i lang Tid i en stor, stor Skov, saa var det en Dag hun var bleven træt, og satte sig ned paa en Tue og der søvnede hun. Da drømte hun at hun gik længre ind i Skoven til en liden tømret Hytte, og der var hendes Brødre; med det samme vaagnede hun, og lige foran sig saa hun en opgaaet Sti i den grønne Mose, og den Stien gik dybere ind i Skoven. Den fulgte hun, og langt om længe kom hun ogsaa til saadant et lidet tømret Huus, som hun havde drømt om.

Da hun kom ind i Stuen, var der Ingen inde, men der stod tolv Senge og tolv Stole og tolv Skeer, og tolv Ting af Alt, som fandtes. Da hun fik see det, blev hun saa glad, at hun ikke havde været saa glad paa mange Aar, for hun kunde strax skjønne, hendes Brødre boede der, og at det var dem, der eiede Sengene og Stolene og Skeerne. Hun til at lægge paa Varmen, og feie og rede op Sengene og koge Mad og stelle og pynte det bedste hun kunde, og da hun havde kogt og lavet til dem