til det, du, som aldrig har gjort Andet end at ligge i Asken og grave,” sagde de. „Ja, jeg vil nok i Veien ligevel jeg,” sagde Askeladden, „for jeg har nu faaet det i Hovedet,” — og alt de Andre loe og Forældrene bad, saa hjalp det ikke; Askeladden lagde i Veien. Da han saa havde gaaet hele Dagen, kom han ogsaa til Kongsgaarden i Mørkningen. Der stod Kongen ude paa Trappen, og spurgte, hvor han skulde hen? „Jeg gaaer nok og hører efter Tjeneste,” sagde Askepot. „Hvor er du fra da?” spurgte Kongen; for han vilde vide lidt bedre Besked nu, før han stedede Nogen i Tjeneste. Askeladden fortalte da, hvor han var fra, og sagde at han var Broder til de To som havde gjætet de syv Folerne til Kongen, og saa spurgte han, om ikke han kunde faae prøve, at gjæte dem næste Dagen. „Aa tvi!” sagde Kongen — han blev ganske sindt, bare han kom i Hu dem — „er du Broder til de To, saa duer du vel ikke stort du heller; Slige har jeg havt nok af!” „Ja, men siden jeg nu er kommen her, kunde jeg vel faae Lov at prøve mig, jeg ogsaa,” sagde Askeladden. „Aa ja, vil du endelig have Ryggen din flaaet, saa gjerne for mig!” sagde Kongen. „Jeg vil nok heller have Prindsessen jeg,” sagde Askeladden. — Om Morgenen i Graalysningen slap Staldmesteren de syv Folerne igjen, og de afsted over Bjerg og Dal, gjennem Buske og Kjær, og Askeladden bagefter. Da han havde sprunget saaledes en god Stund, kom ogsaa han til Bjergskorten; der sad den gamle Kjærringen igjen og spandt paa Haandteen sin og raabte til Askepot: „Kom hid, kom hid min smukke Søn, skal jeg lyske dig!” sagde hun. „Kys mig bag, kys mig bag!” sagde Askepot, han hoppede og sprang og holdt
