Side:Folkeeventyr (1852).djvu/241

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Kongen, for han skulde nok passe Folerne og sige Kongen hvad de aad og drak, meente han.

I Graalysningen om Morgenen slap Staldmesteren de syv Folerne; de afsted igjen over Bjerg og Dal, og Gutten bag efter. Men ham gik det ligeens som Broderen; da han havde sprunget efter Folerne en lang, lang Stund, saa han baade var svedt og træt, kom han forbi en Bjergskorte, hvor en gammel Kjærring sad og spandt paa en Haandteen, og hun raabte til Gutten: „Kom hid, kom hid, min smukke Søn, skal jeg lyske dig.” Det syntes Gutten vel om; han lod Folerne løbe sin Vei og satte sig i Bjergskorten hos Kjærringen. Saa sad og saa laa han, og lade sig gjorde han hele Dagen.

Da Folerne kom tilbage mod Kvelden, fik han ogsaa en Mosedot og en Vandflaske af Kjærringen, som han skulde vise Kongen. Men da saa Kongen spurgte Gutten: „Kan du nu sige mig, hvad de syv Folerne mine æde og drikke?” og Gutten stak frem Mosedotten og Vandkrukken og sagde: „Ja, der seer du Maden og der seer du Drikket deres,” — blev Kongen vred igjen og befalede, at de skulde skjære tre røde Remme af Ryggen paa Gutten og strøe Salt i og jage ham hjem paa Øieblikket. Da saa Gutten kom hjem igjen, fortalte han ogsaa, hvorledes det var gaaet ham, og sagde, at een Gang havde han gaaet ud for at faae Tjeneste, men det gjorde han nok aldrig mere.

Den tredie Dag vilde Askeladden i Veien; han havde nok Lyst til at prøve at gjæte de syv Folerne han ogsaa, sagde han. De Andre loe og gjorde Nar af ham; „naar det er gaaet saaledes med os, saa skal vel du gjøre det færdigt — du seer ud