Side:Folkeeventyr (1852).djvu/239

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


efter Tjeneste jeg, Faer!” sagde Gutten. „Vil du tjene hos mig og gjæte de syv Folerne mine?” spurgte Kongen. „Dersom du kan gjæte dem en heel Dag og sige mig om Kvelden hvad de æde og drikke, saa skal du faae Prindsessen og det halve Riget; men kan du ikke det, saa skjærer jeg tre røde Remme af Ryggen din.” Ja, det syntes Gutten var et let Arbeide; det skulde han nok gjøre, meente han.

Om Morgenen, da det begyndte at lyse af Dagen, slap Staldmesteren de syv Folerne; de sprang afsted og Gutten bag efter; og saa kan det vel hænde, det gik baade over Bjerg og Dale, gjennem Busker og Kjær. Da Gutten havde løbet saaledes en god Stund, begyndte han at blive træt, og da han havde holdt paa endda et Stykke, var han vel fornøiet af hele Gjætningen, og med det samme kom han til en Bjergskorte; der sad en gammel Kjærring og spandt paa en Haandteen. Da hun fik see Gutten, som sprang efter Folerne, saa Sveden drev af ham, raabte Kjærringen: „Kom hid, kom hid, min smukke Søn, skal jeg lyske dig!” Det vilde Gutten gjerne; han satte sig i Bjergskorten hos Kjærringen og lagde Hovedet sit i hendes Favn, og saa lyskede hun ham hele Dagen, mens han laa og ladede sig. Da det led mod Kvelden, vilde Gutten gaae; „jeg faaer ligesaa godt rangle lige hjem igjen,” sagde han, „for til Kongsgaarden kan det ikke nytte, jeg kommer.” „Bi lidt til i Mørkningen,” sagde Kjærringen „saa kommer Folerne til Kongen her forbi igjen; saa kan du springe hjem igjen med dem; der er Ingen som veed, at du har ligget her hele Dagen i Stedet for at gjæte Folerne.” Da de nu kom, gav hun