"for jeg skal bort og rive ned et Stykke Granskov først, førend jeg kommer til Blege- volden og tørker Klæder; men naar du gaaer langs med Aaskanten, saa kommer du til nogle Jenter, som staae og vaske Klæder, og da har du ikke langt igjen til Soria Moria Slot."
En Stund efter kom Halvor til Jenterne, som stod og vadskede, og de spurgte, om han ikke havde seet noget til Vestvinden, han skulde komme did og tørke Klæder til Brylluppet. "Jo," sagde Halvor, "han er bare borte og bryder ned et Stykke Granskov, det varer ikke længe før han er her," og saa spurgte han dem om Veien til Soria Moria Slot. De satte ham da paa den, og da han kom frem mod Slottet, saa var der saa fuldt af Heste og Folk, at det yrede. Men Halvor var saa fillet og itureven af det, han havde fulgt Vesten- vinden baade gjennem Buske og Kjær, at han holdt sig afsides og ikke vilde gaae frem, før den sidste Dagen, da de skulde spise Middag. Da de nu, som Skik og Brug var, skulde drikke Brudens og Brudgommens Skaal og ønske dem til Lykke, og Skjænkeren skulde drikke dem til Allesammen, baade Riddere og Svende, saa kom han da ogsaa langt om længe til Halvor. Han drak Skaalen, slap Ringen, som Prindsessen havde sat paa fingeren hans da han laae ved Vandet, i Glasset og bad Skjænkeren skulde hilse Brude og bære frem den til hende. Da stod Prind- sessen strax op fra Bordet. "Hvem har vel bedst fortjent at faae en af os," sagde hun, "enten den som har frelst os, eller den som sidder Brudgom?" Det kunde der ikke være mere end een Mening om, meente Alle, og da Halvor hørte det, var han ikke længe om at
