kan have slaaet Hoved paa Sømmet." "Ja Hoved har jeg sagtens faaet paa det," svarede Smeden, "men alligevel kom du et bitte lidet Gran for tidligt, for Odden har jeg endnu ikke hvæsset; saa haardt Jern har jeg heller aldrig smedet før. Medens jeg slaaer Od paa Sømmet, kunde du sætte dig i Lænestolen min og hvile dig, for du er vel træt efter Veien, kan jeg tænke." "Tak, som byder!" sagde Fanden og satte sig i Lænestolen; men aldrig før var han kommen til Hvile, saa sagde Smeden igjen, at naar han betænkte Alt vel, kunde han slet ikke faae hvæsset Odden før om fire Aar. Fanden bad først vakkert om at slippe af Stolen, og siden blev han vred og begyndte at true; men Smeden undskyldte sig det bedste, han kunde og sagde at det var Jernets Skyld, for det var saa Pokkers haardt, og trøstede Fanden med at han sad godt og mageligt i Lænestolen og at han om fire Aar skulde slippe akkurat paa Minuttet. Der var nu intet andet Raad, Fanden maatte love at han ikke skulde hente Smeden før de fire Aar vare omme; og saa sagde Smeden: "Ja, saa kan du reise dig igjen da," og Fanden afsted det forteste han kunde.
Om fire Aar kom Fanden atter for at hente Smeden; "nu er du sagtens færdig, veed jeg," sagde Fanden og stak Næsen ind gjennem Smediedøren. "Fix og færdig!" svarede Smeden, "nu kan vi reise, naar du vil. Men du," sagde han videre, "der er een Ting, jeg har staaet her længe og tænkt, jeg vilde spørge dig om: er det sandt, hvad de fortælle, at Fanden kan gjøre sig saa liden han vil?" "Jagu er det sandt!" svarede Fanden. "Aa, saa kunde du gjerne gjøre mig den Tjeneste at
