len er i Aaen og Kroppen i Holtet," sagde Ræven. Hun stod netop og kjernede, men hun syntes, at hun alligevel maatte see efter dem, og medens hun var borte, smat Ræven ned i Kjernen og aad op Fløden; da saa Konen kom igjen og fik see det, blev hun saa sindt, at hun tog det lille Flødegran, som var igjen og slog efter Ræven saa den fik et Skvæt paa Enden af Halen; deraf kommer det at Ræven har hvid Haletip.
Engang i de Dage, da vor Herre og St. Peder gik og vandrede paa Jorden, kom de til en Smed; han havde gjort den Kontrakt med Fanden, at han skulde høre ham til om syv Aar, imod at han i den Tid skulde være Mester over alle Mestere i Smedekunst; og den Kontrakt havde baade han og Fanden skrevet Navnet sit under. Derfor havde han ogsaa sat med store Bogstaver over Smediedøren: "Her boer Mesteren over alle Mestere!" Da vor Herre kom gaaende og fik see det, gik han ind. "Hvem er du?" sagde han til Smeden. "Læs over Døren!" svarede Smeden; "men kanskee du ikke kan læse Skrift, saa faaer du vente til der kommer En, som kan hjælpe dig." Før vor Herre fik svaret ham, kom der en Mand med en Hest, som han
