— 115 —
bad Smeden skoe for sig. „Kunde ikke jeg faae Lov at skoe
den?“ sagde vor Herre. „Du kan prøve,“ sagde Smeden; „galere
kan du da ikke faae gjort det, end jeg kan faae det rigtigt
igjen.“ Vor Herre gik da ud og tog det ene Been af Hesten,
lagde det i Smedieavlen og gjorde Skoen gloende; derpaa hvæssede
han Hager og Græv neide Sømmene, og saa satte han
Benet heelt og holdent paa Hesten igjen; da han var færdig
med det, tog han det andet Forbeen af og gjorde lige eens med
det, og da han ogsaa havde sat det paa igjen, tog han Bagbenene,
først det høire og saa det venstre, lagde dem i Avlen,
gjorde Skoene gloende, hvæssede Hager og Græv og neide Sømmene,
og satte saa Benene paa Hesten igjen. Imens stod Smeden
og saa paa ham; „du er ikke saa daarlig Smed endda,
du,“ sagde han. „Synes du det?“ sagde vor Herre.
Lidt efter kom Smedens Moder bort til Smedien og bad ham komme hjem og spise til Middag; hun var meget gammel, fælt kroget i Ryggen og rynket i Ansigtet, og kunde med Nød og Neppe gaae. „Læg nu Mærke til, hvad du seer!“ sagde vor Herre; han tog Konen, lagde hende i Smedieavlen og smedede en ung, deilig Jomfru af hende. „Jeg siger, som jeg har sagt, jeg,“ sagde Smeden, „du er slet ikke nogen daarlig Smed; der staaer over Døren min: „Her boer Mesteren over alle Mestere, men endda siger jeg reentud: En lærer saalænge En lever!“ og dermed gik han frem til Gaarden og spiste Middag.
Da han vel var kommen tilbage i Smedien igjen, kom der en Mand ridende, som vilde have skoet Hesten sin. „Det skal snart være gjort!“ sagde Smeden, „jeg har nu netop lært en
