meget mere forelsket end begge de forrige Gange; han sandsede ikke nogen Ting, men saa bare paa hende.
Da Prækenen var ude og Kongsdatteren skulde gaae af Kirken, havde Prindsen slaaet ud et Kvarter med Raatjære i Kirkesvalen for at komme til at hjælpe hende over; men hun brød sig ikke om det, satte Foden midt ude i Tjæren og sprang over, saa blev den ene Guldskoen siddende igjen; da hun saa havde sat sig paa Hesten, kom Prindsen farende ud af Kirken og spurgte hvor hun var fra. "Fra Kammeland," sagde Kari; men da Prindsen vilde række hende Guldskoen, sagde hun:
"Lyst foran mig og mørkt bag,
Saa Prindsen ikke seer
Hvor jeg rider hen i Dag."
Prindsen kunde da heller ikke nu vide hvor der var bleven af hende, og saa foer han i langsommelig Tid omkring i Verden og spurgte efter Kammeland, men da Ingen kunde sige ham hvor det var, lod han kundgjøre, at den, der kunde passe Guldskoen, vilde han gifte sig med. Der kom da sammen baade Vakkre og Stygge fra mange Kanter, men der var Ingen, som havde saa liden Fod, at hun kunde faa Guldskoen paa. Langt om længe kom den slemme Stedmoderen til Kari Træstak med sin Datter ogsaa, og hende passede Skoen til, men styg var hun og saa lei saa hun ud, at Prindsen meget nødig gjorde det, han havde lovet. Alligevel blev der dog lavet til Bryllups, og hun blev pyntet til Brud, men da de rede til Kirken, saa sad der en liden Fugl i et Træ og sang:
