og saa rendte de sammen og sloges, og det var saa fælt at see paa, at Kongsdatteren var nær ved at daane. Studen stangede ud øinene paa det og kjørte Hornene tværs igjennem det, saa at Indvoldene væltede ud, men Troldet slog lige godt, for naar Studen fik stanget ihjel et Hoved, blæste de øvrige Liv i det igjen, og det varede en heel Uge, førend den var istand til at faae Livet af det. Men da var den saa reent ussel og elendig at den slet ikke kunde røre sig; Saar havde den over det Hele; den kunde ikke engang sige saameget som at Kongsdatteren skulde tage Smurningshornet ved Troldets Bælte og smøre den med. Men hun gjorde det alligevel og da kom den sig ogsaa, men de maatte ligge over og hvile i tre Uger, førend den var istand til at gaae igjen.
Da reiste de saa smaat afsted, for Studen sagde at de skulde lidt længere frem, og saa kom de over mange store Aaser med tyk Skov. Dette varede nu en Stund, saa kom de op i Fjeldet. "Seer du Noget?" spurgte Studen. "Nei, jeg seer ikke andet, end Himmel og vilde Fjeldet," sagde Kongsdatteren. Da de kom høiere op blev Fjeldet slettere, saa de kunde see videre om sig. "Seer du Noget nu?" sagde Studen. "Ja, jeg seer et lidet Slot, langt, langt borte," sagde Prindsessen. "Det er nok ikke saa lidet endda," sagde Studen. Langt om længe kom de til en stor Haug, hvor der var en tværbrat Bjergvæg. "Seer du Noget nu?" sagde Studen. "Ja, nu seer jeg Slottet tæt ved, nu er det meget, meget større!" sagde Kongsdatteren. "Did skal du," sagde Studen; "strax nedenfor Slottet er der et Grisehuus, hvor du skal være. Naar du kommer did, finder
