Guldskov: den var saa gjild, at Guldet dryppede af den, og baade Træer og Grene og Blomster og Blade vare af bare Guld. Her gik det ligeens som i Kobberskoven og Sølvskoven. Studen sagde til Kongsdatteren, at hun slet ikke paa nogen Maade maatte røre ved den, for der var et Trold med ni Hoveder, som eiede den, det var meget større og stærkere end begge de andre tilsammen, og den troede slet ikke den kunde faae Bugt med det. Nei, hun skulde nok passe sig for det og slet ikke røre ved den, det kunde han nok vide. Men da de kom ind i Skoven, saa var den endda tættere end Sølvskoven, og jo længer de kom, desto værre blev det: Skoven blev tættere og tættere og trangere og trangere og tilsidst syntes hun, de ikke paa nogen Sæt eller Viis kunde komme frem; hun var nu saa inderlig bange for at rive af Noget, at hun sad og vendte og bøiede sig baade hid og did for Grenene og skjød dem bort foran sig med Hænderne, men hvert øieblik slog de hende i øinene, saaat hun ikke kunde see hvor hun greb hen, og førend hun vidste af det, havde hun et Guldæble i Haanden. Hun var nu saa hjertelig angest, at hun græd og vilde kaste det igjen; men Studen sagde, hun skulde beholde det og gjemme det vel, og trøstede hende saa godt han kunde, men han troede, det vilde blive en haard Dyst, og han tvivlede om, det vilde gaae godt.
Ret som det var, saa kom Troldet med de ni Hoveder, det var saa fælt, at Kongsdatteren næsten ikke turde see paa det. "Hvem er det, som rører min Skov?" skreg det. "Den er ligesaameget min som din," sagde Studen. "Det skal vi nappes om," skreg Troldet. "Kan saa det," sagde Studen,
