der og Fødd er og kryber saaledes over „de klare Glasbjerge“ til Slottet, hvor Hvidebjørn opholder sig. Her kommer atter Sigurdsmythen frem og viser en Overensstemmelse mellem den nordlige og sydlige Gruppe i vor Eventyrkreds.
En saadan Overeensstemmelse er endnu kjendeligere i Hertugdømmernes Pendant „Der weisse Wolf.“ Denne følger i Hovedsagen „Østenfor Sol og vestenfor Maane.“ Begyndelsen er kun deri forskjellig, at i den fremmede Tradition en Konge har forvildet sig paa Jagten, og at han alene ved at love en liden sort Mand, hvad der først møder ham ved hans Hjemkomst, kan bringe denne til at vise sig Vei. I en hvid Ulvs Skikkelse henter nu den sorte Mand Kongsdatteren. Hovedforskjellen i den følgende Fabel ligger deri, at hun efter det fremmede Eventyr tre Gange utaalmodig spørger, om de ikke snart ere ved Glasbjerget, hvor den hvide Ulv boer, og at han, vred derover, kaster hende ned af sin Ryg. Nu maa hun atter opsøge ham og kommer til den gamle Kone, til Vinden, til Solen og til Maanen (som i Soria Moria Slot) for at faae Underretning. Med Alle spiser hun Hønsesuppe, og tager Hønseknoklerne med. Maanen bringer hende til Glasbjerget, som hun kryber op ad ved Hjælp af en Stige, hun har dannet af de medbragte Knokler; eet Trin mangler, og det maa hun erstatte ved et Led af sin Lillefinger. — Sandsynligt vilde „Vom goldenen Klingelklangel,“ der hos Müllenhoff tydeligt viser sig at
