saa at du ikke slaaer mig fordærvet; spiis saa Meget du vil, men læg Resten peent ind til Roden min, saa skal jeg hjælpe dig igjen." Hun plukkede de nærmeste af, og slog ned dem, hun ikke kunde naae, med Stangen; men hun brød sig ikke om nogen Ting, og rev og slog ned store Grene, og spiste til hun ikke aarkede Mere, og saa kastede hun Resten under Træet.
Da hun saa havde gaaet et lidet Stykke, kom hun til Gaarden, hvor Troldkjærringen boede; der bad hun om Tjeneste. Troldkjærringen sagde, hun ingen Tjenestejente vilde have, for enten duede de ikke til Noget, eller ogsaa var de altfor flinke og bedrog hende for det, hun havde. Kjærringdatteren gav sig ikke endda hun, men sagde at hun vilde have Tjeneste, og saa sagde Troldkjærringen at hun skulde tage hende i Tjeneste, hvis hun duede til Noget.
Det første hun fik at bestille, det var da at hente Vand i Soldet. Ja hun gik til Brønden og heldte Vand i Soldet, men ligesaa fort som hun heldte i, randt det ud igjen. Saa sang Fuglene:
Kliin i Leer,
Put i Straa!
Kliin i Leer,
Put i Straa!"
Men hun brød sig ikke om Fuglesangen, hun kastede Leer efter Fuglene, saa at de fløi langt bort, og hun maatte da gaae hjem igjen med tomt Sold og fik Skrub af Troldkjærringen. Saa skulde hun maage i Fjøset og mælke Kjørene; men det syntes hun, at hun var alt for god til. Hun gik dog ind i Fjøset
