som en Gjed, men kom ned og gjør Regnskab og Rigtighed for dig." Hun krøb da ned igjen, men havde ikke en eneste Skilling, thi den Mark, hun fik af Slagteren, havde hun kastet bort i Fuldskaben; og da Manden hørte dette, blev han saa vred, at han sagde, han vilde gaae sin Vei fra Altsammen og aldrig komme tilbage, dersom han ikke traf tre andre Kjærringer, der vare ligesaa gale.
Han ranglede da afsted, og da han var kommen et Stykke paa Veien, fik han see en Kjærring, der løb ud og ind i en ny optømret Hytte med et tomt Sold. Hvergang hun løb ind, kastede hun Forklædet over Soldet, som om hun havde Noget i det. "Hvorfor gjør I det, Moer?" spurgte han. "Aa, jeg vil bare bære ind lidt Sol," svarede hun, "men jeg veed ikke hvorledes det er: naar jeg er ude, har jeg Solen i Soldet, men naar jeg kommer ind, saa har jeg kastet den bort, og da jeg var i den gamle Hytten min, saa havde jeg Sol nok, skjøndt jeg aldrig bar ind det Mindste; bare Nogen kunde skaffe mig Sol, skulde jeg gjerne give ham tre hundrede Daler." "Har I en øxe," sagde Manden, "saa skal jeg nok skaffe Jer Sol." Han fik sig en øxe og huggede Vindueshuller, for det havde Tømmermændene glemt; strax kom Solen ind, og han fik sine tre hundrede Daler. Det var Een, tænkte Manden, og gik afsted igjen.
Om en Stund kom han udenfor et Huus, hvor der var et forfærdeligt Skrig og Skraal. Der gik han ind og fik see en Kjærring, der holdt paa at daske Manden sin i Hovedet med
