Side:Folkeeventyr (1852).djvu/127

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

et Banketræ; over Hovedet paa ham havde hun trukket en Skjorte uden noget Halsehul. "Vil I slaae ihjel Mand Jeres, I Mo'er?" spurgte han. "Nei," sagde hun, "jeg vil bare have Halsehul paa denne Skjorten." Manden skreg og bar sig ilde og sagde: "Gud trøste og bedre den, som skal have ny Skjorte paa. Dersom Nogen kunde lære Kjærringen min at faae Halsehul paa Skjorten paa en anden Maade, skulde jeg gjerne give ham tre hundrede Daler." "Det skal snart være gjort, kom bare med en Sax," sagde den Anden. Han fik en Sax, klippede Hul og gik længere frem med sine tre Hundrede. "Det var den Anden," sagde han ved sig selv.

Langt om længe kom han til en Gaard, hvor han tænkte at hvile ud en Stund. Da han kom ind der, spurgte Kjærringen: "Hvor er I fra Fa'er?" "Jeg er fra Ringerige," svarede han. "Aa nei, nei! er I fra Himmerige? saa kjender I vel han Peer Anden, salig Mand min da?" (Konen havde været gift tre Gange; hendes første og sidste Mænd vare slemme, derfor troede hun, at alene den Anden, der havde været snild, var bleven salig). "Ja, ham kjender jeg vel," sagde han, som gik omkring. "Hvordan staaer det til med ham nu da?" spurgte Konen. "Aa det er kleint med ham," svarede Ringerikingen, "han rangler gaardimellem der og har hverken Mad eller Klæder paa Kroppen - Penge er nu ikke at snakke om." "Gud naade mig for ham da!" raabte Kjærringen, "Han behøvede da ikke at gaae saa ussel han, som der var Saameget efter; her hænger et heelt Loft fuldt med Klæder, som hørte ham til, og et stort Skrin med Penge staaer her og. Dersom I vil tage det med, skal I