Side:Folkeeventyr (1852).djvu/124

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


Kongen ind i Slottet. Først kjendte ikke Dronningen ham, fordi han var bleven saa bleg og mager, ved det han havde vandret saalænge og været saa sorgfuld; men da han viste hende Ringen, blev hun hjertelig glad, og saa blev det rette Bryllup holdt med stor Glæde og Fornøielse.


10.
Somme Kjærringer er slige!


Der var engang en Mand og en Kone, som skulde saae, men de havde ikke Saaekorn og heller ingen Penge at kjøbe for. En eneste Ko havde de, og den skulde Manden gaae til Byen med og sælge for at faae Penge til Saaekorn for. Men da det kom til Stykket, turde Konen ikke lade Manden reise, fordi hun var bange, han skulde drikke Pengene op. Hun gik da selv afsted med Koen og tog desuden med sig en Høne.

Nær ved Byen mødte hun en Slagter. "Skal du sælge den Ko, Mo'er?" spurgte han. "Ja, jeg skal nok det," sagde hun. "Hvad forlanger du for den, da?" "Jeg faaer vel have en Mark for Koen, men Hønen skal du have for ti Daler," sagde hun. "Ja," svarede han, "Hønen har jeg ikke noget Brug for, og den bliver du nok kvit, naar du kommer til Byen, men for Koen skal jeg give dig en Mark." Hun solgte sin Ko og