sig med stor hurtighet og en svak strømbølge saaes i dens spor.
Generalen studset, og en svak rødme steg op i det brune ansigt.
Da deltes pludselig vandet. Et stort, grønt legeme bølget over halvflaten i brøkdelen av et sekund. Saa forsvandt det.
Men chalupperne stanset sin fart, og soldaterne stirret skrækslagne paa det kjæmpemæssige uhyre. Og rædselen bredte sig fra mand til mand, . . . rædselen for havets store ukjendte, dødbringeren, den evige angst . . .
Inde i Kristianssands østhavn var der bygget ut en lang provisorisk flytepram, som var forankret en 100 meter fra land. Den lange overbygning med det lave, hvælvede tak lignet ikke noget andet, og byens indvaanere hadde hat mangen diskussion om, hvad det var for en underlig indretning, som hadde vokset op i den bortgjemte havn.
I »Klubben« mente man, at det var en tørdok for havarerte undervandsbaater, men det var ikke godt at komme til klarhet over saken, for Odderøens militære holdt sin beskyttede haand over den underlige bygning.
Endnu hadde ikke noget nysgjerrig øie kikket indenfor det lave, hvælvede tak. Der var spændt et net rundt om hele flyteprammen, og dette net var saaledes
