rende filler, som med friske smeld vidnet om flagets hæder.
Men helt inde ved stangen stod generalen,—skitten, fillet og forrevet. Han var barhodet, og store sotflekker i hans ansigt viste, at han ikke hadde spart sig. Ubevægelig stod han der øie til øie med fienden. Der fandtes nu ikke 10 usaarede blandt hans mænd. Sanitetsbarakken var overfyldt, og alle Kristianssands læger gik frem og tilbake paa den blodige kirkegaard. Og Det røde kors’ søstre vandret stilfærdige og likbleke omkring for at lindre dødens bitterhet.
Den lille fæstnings saga var forbi, og generalen bøide sit hode i en navnløs smerte. Nu fik russerne komme og ta det forsvarsløse bytte. Nu kunde røverne fraadse mellem de demonterte kanoner og likene paa Odderøens klippeskanser!
Russerne hadde helt indstillet ilden. Ingen lyd hørtes. Det var, som om naturen rædselslagen lyttet til sit eget bankende hjerte. En tynd røk med rødlige dampe steg opover Odderøens og Gleoddens bastioner. Det var, som om krudtets og blodets dampe blandet sig sammen og steg som en offerrøk op til himlen.
Da spilte pludselig generalen øinene op. Han saa, hvorledes baatene heistes ned fra chefsskibets sider. Chaluppene yrte paa vandet og marinesoldaterne sprang i dem.
Den dødstrætte kriger smilte uvilkaarlig.
—Endelig, mumlet han. Han saa sig om. Der fandtes ikke en usaaret mand bak ham. Skansen var fuld av døde. En sanitetskaptein gik omkring i skjorteærmerne og sorterte ut dem, der endnu var liv i. Han
