Admiral Besukhov skummet av raseri. Aldrig hadde han trodd, at den lille usle fæstning kunde bite slik fra sig. Den maatte allikevel ha faat underretning om hans planer. Den sidste av de norske torpedobaate, som han hadde smadret, maatte ha faat en depesche iland, som Asev, den forbandede kjeltring, ikke hadde kunnet stanse. De hadde kostet zaren meget blod.
Det er en mulighet for, at den gamle tartar hadde tat det med større ro, om han i det øieblik hadde kunnet se tilstanden indenfor Odderøens sønderskudte klippeskanser.
Flaget vaiet endnu i den lille bris. Dets friske farver leket med høstsolen. Men rundt kanonerne hadde døden gjort en blodig høst. Over tre fjerdeparter av besætningen laa døde og døende ved siden av sine vaaben. Den norske stat hadde ikke tænkt paa panserbeskyttelse for mændene bak kanonerne, og denne mangel hadde hin mindeværdige dag kostet mange brave mænds liv.
Men ingen hadde tænkt paa overgivelse. General Vogt stod paa sin plads, og de brune høkeøine hadde endnu ikke mistet sin glans. Der var blit tyndt omkring ham. Den ene efter den anden av hans officerer var skudt bak ham, men selv stod han uskadt.
Han vendte sig til sin adjutant.
—Det gaar daarlig, sa han, snart har vi ikke mandskap nok til haubitzerne.
Han fik ikke sagt mere. En bombe slog ned i batteriet ved hans side. Den store kanon løftedes op fra sin stilling og væltede overende. Kanonbetjeningen feiedes væk, og en splint rev armen av den stakkels adjutant og kastet ham næsegrus til jorden. Han
