hr. kaptein! De gamle dødbidere i flaaten faar følge med saa godt de kan! . . .
Kapteinen gav signal til maskinen, og i samme øieblik fløi kommandoen om den økede fart til den øvrige flaate.
Landet foran dem steg nu tydelig frem i den gnistrende klare luft. Med faste og sikre konturer laa den norske knudrede kyst og solede sig i middagsstilheten. Det var et vidunderligt fredens billede, som bragte mændene paa »Krim«s dæk til at tie. De brune slaviske øine fik et fjernt uttryk, og hundesmilet om de brede munde svandt bort. Maaske der fôr en eller anden anelse gjennem deres hjerner om, at der lurer en gjengjældelse for dem, som krænker naturens og menneskelivets helligdomme . . . Hvem vet? Livet blir stundom saa fattigt og meningsløst, naar man skal til med en mørkets gjerning i Vorherres gnistrende lys.
Men landet vokste hurtig for deres øine. De ytterste skjær skilte sig ut fra det faste land, de graa, uldne linjer fik klarere former, og dypt derinde imellem nakenheten blusset der et rødt hustak som en rose paa naturens brede og blottede bryst.
—Dette er Norge, sa Garschin halvt for sig selv. Et fattigt og forunderligt land. Jeg gik omkring her som sagfiler. Alle hadde mistro til mig, men de mottok mig vel. De hidset ikke sine hunde paa mig, de jog mig ikke ut, men tok mig ind i sine stuer. Hvor fattige var de ikke disse fiskere, som levet av havets naade! . . . De slet sig igjennem livet uten at se sig om tilhøire eller tilvenstre. Deres glæder var faa deres bekymringer mange. Men de hadde allikevel et
