keste elektriske straalekastere, som findes i verden. Og ret i baugen dukker Oxø fyr op. Det viser os indgangen til Kristianssand. Vi kommer i god tid. Tyskerne er over 10 timer fjernet fra aastedet, og Englænderne kommer nok ikke frem før en halv time efter, at den tyske flaate med uforrettet sak har svunget sydover igjen. Vi blir for sterke for dem . . .
—De er godt kjendt, Garschin, sa admiralen efter en pause. Hvor længe var De her?
—1½ aar, svarte kapteinen mørkt. Jeg gik her som de andre. Vi var fire mand, som filte sage rundt omkring Kristianssand. Det var en haard tid.
—Ja, men nu kommer De fra Paris, kaptein. De har vasket av smudset fra Norge i de smaa hoteller ved Boulevard de Clichy. Der findes ikke bedre vekselvirkning i livet.
De omkringstaaende lo. Admiralen var selv en uforbederlig levemand. Hans smaa besøk i Paris var hyppige, og de historier, som fortaltes i den anledning, hadde meget saftige pointer.
—Traf De mademoiselle Felice? spurte han drømmende og lænte sig fortrolig over sin underordnede. Den lille primadonna paa Scala. Hun som danset med ring i næsen og fem fletter nedover ryggen.
Kaptein Garschin smilte træt. Hans gule tænder lyste et øieblik som en døende ulvs.
—Om jeg gjorde? mumlet han. Hun har tat livet av et halvt snes russere. Det var et helvedes fruentimmer!
—Sacre, hvisket admiralen betaget. La os fort bli færdig med denne krig og komme ned til kastanjetræerne i Champs Elysées. Sæt farten op til 17 knob,
