Admiral Besukhov var ikke den mand, som gjorde mange spræl. Uten større samvittighetsnag hadde han kommet i skade for at ødelægge tre norske torpedobaate i Skagerak. Han ville ikke resikere, at der blev meldt noget om hans ankomst, og da de stivsindede nordmænd ikke ville overgi sig, men søkte at undfly, var der ikke mere at gjøre ved den sak. De russiske dreadnoughts skjøt formelig tilmaals efter de smaa hurtigflyvere, som en for en bukket under for den forfærdelige kanonild.
Nu stod han med sin stab i kommandotaarnet paa chefskibet »Krim« og saa Norges arrede kyst stige op av havet. Det var en straalende høstdag. Solgangsvinden hadde endnu ikke faat nogen magt. Sjøen laa der blank og drømte om fred og stilhet, mens de 13 store slagskibe fosset fremover med en beskyttende ring av torpedobaate, torpedojagere og hurtiggaaende krydsere.
Det var en sterk flaate,—resultatet av en fem aars enestaaende rustningspolitik. Og admiral Besukhov gned sine svære, haarede hænder med en tilfredshet, som tydet paa, at et længe og vel næret ønske holdt paa at gaa i opfyldelse.
—Hør her Garschin, sa han til en ung Kaptein, som bar adjutantepauletter, De er jo kjendt her?
—Ja, Deres Ekscellence, svarte den unge bleke mand med de trætte, forvaagede øine. Jeg kan hver holme paa mine fingre, hver høide, hver vik. Det er et underligt land. Det ser nakent, fattigt og forsvarsløst ut, men dets skjærgaard er et naturligt vern, som
