løftet hende op i luften sammen med baaten og en haand grep hende og trak hende til sig.
Og før hun visste ordet av det, sat hun i en liten smal salon, som var kraftig oplyst av elektriste lamper. Hun gned sine øine. Hvad var dette for et under? . . .
En høi mand med rolige og milde øine stod over hende. Hun trak sig uvilkaarlig bort fra ham. For hendes dragt var i sandhet ikke helt i orden. Skjørterne var væk og skuldrene var nakne. Hun saa ut som en liten velskapt havfrue der hun laa med sit deilige, gule haar klisset nedover det vakre legeme.
—De kan være rolig frøken, sa manden, og bredte omhyggelig et sjal over hende. Her er De bare blandt venner. Men De maa være en værdifuld kvinde, siden russeren jog Dem med en slik ihærdighet. Deres liv hang bokstavelig talt i Deres haar.
Den unge pike reiste sig hurtig.
—Hvem var han? spurte hun.
—Hans navn er kjendt over hele Europa. Han er Ruslands store rovedderkop. Alle kabinetter frygter ham. Han heter Asev. Si mig, hvad vilde han.
Hun grep sig uvilkaarlig til sit bryst. Jo, blanketten laa der endnu vaat og fugtig.
—Hurtig, hvisket hun. Jeg maa til Odderøen. Kan De føre mig dit?
—Vi er der om nogen minutter, sa den høie mand.
—Jeg er telegrafistinde paa marconistationen, fortsatte hun aandeløst. Der kom et vigtig telegram, . . . et forfærdelig betydningsfuldt telegram. Jeg forsøkte at telefonere det videre, men telefonlinjen maa være skaaret over. Saa sprang jeg ned til bryggen for at ro ind til Odderøen, men da kom den mørke mand
