at nu vaaknet drapsmanden,—nu væbnedes hans mordlyster.
Saa grep han for anden gang sin revolver og kastet hurtig et blik omkring sig. Der var fremdeles ingen at se. Med et grusomt smil løftet han den svære nagantrevolver, men den unge pike saa hans bevægelse og trak saa kraftig i baatripen, at Asev mistet sigtet, skuddet gik av og en liten fontæne bak de hvite, nakne skuldrer viste, at det hadde feilet.
Før Asev for anden gang fik fyret, hadde Bergliot dukket under.
Russeren saa sig forbauset om. Det var pludselig kommet en egen bevægelse i vandet rundt omkring baaten. Det saa ut, som om svake strømkrusninger steg op til overflaten og lange striper i vandet kom tilsyne.
I samme øieblik viste den unge pikes ansigt sig over vandet paa den anden side av baaten. Hun var forfærdelig blek og utmattet, men der var en trods i hendes øine, som tydet paa, at hun før vilde dø, end at overgi sig. Asev grep en aare og støtte efter det fortvilte hode. Hun bøiet sig imidlertid fremover og forsøkte at dukke under. Det lykkedes ikke, men hun undgik russerens rasende slag.
Denne hendes sidste manøvre blev imidlertid skjæbnesvanger. Asev slap aaren, lænte sig lynsnart over baatripen og fik tak i de lange gule lokker, som flommet om hendes skuldrer.
Bergljot Bratt skrek ikke. Hun forstod, at det hele nu var forbi og at hun aldrig skulde faa bringe frem det vigtige telegram til Odderøens kommandant. Hun la hænderne paa sit bryst og ventet paa det dræpende
