frem og tilbake mellem kanonerne, men hun forstod at ingen kunde opdage hende fra voldene uten ved hjælp av kikkert.
Pludselig var det som om sjøen nogen hundrede meter borte fra hende kløvdes av en sort buet masse, som hævet sig over vandet. Den forsvandt hurtig—det var nok bare en nise eller en makrelstørje, som gik paa rov . . .
Hun fordoblet sine anstrængelser. Nu var hun kun etpar hundrede meter fra land. Men manden i baaten kom i dette øieblik i høide med hende—etpar aaretak til og han hadde avskaaret hende veien. Langsomt svingte han baaten.
—Naa saa, min smukke pike, sa han spotsk. De vil svømme bort fra Asev. Det har endnu ikke lykkes for nogen kvinde.
Russerens stemme var rolig, men der var en underklang av raseri i den, som fik den unge pike til at gyse. Men hun hadde endnu ikke opgit situationen. Hendes blaa, vaktsomme øine ledte efter en eller anden utvei.
Da bøiet Asev sig lynsnart fremover og grep efter hendes gule lokker. Bergljot kastet sig voldsomt tilbake, saa russeren holdt paa at falde i vandet. I næste øieblik hadde hun svømmet hen til baatripen og forsøkte at vælte fartøiet rundt. Men hun var et barn mot sin motstander. Det var Ruslands kjøligste hode og mest samvittighetsløse kjeltring, hun hadde at kjæmpe med.
Asev balanserte baaten med den største lethet. Men en gusten blekhet bredte sig over hans ansigt. Hans sorte øine hadde faat det gullige skjær, som tydet paa,
