de forkjellige propeller saaledes, at de ved en enkelt mekanisme kunde ta fat, naar man trængte dem.
—Men vingerne? spurte Burns. Jeg ser ikke noget apparat til at flyve med.
—Det er netop det, svarte dvergen triumferende, ingen ting er synlig. Men det er enkelt nok. Dyrets runde snute springer ved trykket paa en knap ind og avdækker en luftpropel,—et lignende tryk og halen deler sig til fordel for en kraftig skrue. Jeg dreier paa et litet hjul, og periskopet springer frem som et følehaar, jeg hæver en svingstang, og to vinger saa tynde som løv breder sig ut fra siderne. Samtidig kan jeg ved en kontakt sætte et høideror og et sideror med stabiliserende flater i funktion . . . Aa, det er saa forfærdelig enkelt! . . . Altsammen er bare en nogenlunde kopi efter naturen. Har De set en flyvefisk sprette op av vandet? Det er en vidunderlig proces. Den svæver henover vandfladen paa sine mouselinlette vinger, den stuper sig paa hodet i havet og trækker vingerne til sig. Den blir som en sild igjen.
Min flyvefisk har det paa samme maate,—bare at den kan hæve sig til hvikensomhelst høide. Den befinder sig like saa godt over vandet som under vandet. Paa grund av sin slankhet og glathet gjør den en uhyre fart. Kun de hurtigste torpedojagere vil kunne følge den. Dens akkumulatorer forsyner den med kraft i 36 timer for fart under vandet. Over vandet vil den kunne flyve i et træk to døgn.
—Det er vidunderlig, sa Burns. Og dens vaaben?
Dvergen rettet sig op. Hans øine skinnet og en fin rødme gjød sig utover det bleke ansigt.
—Det er min anden opfindelse, sa han hurtig. Jeg
