—De har ret, sir Edward, sa Burns livlig. De har som altid evig rett. Jeg forlot ikke mit bur for et kongerike . . .
Grey rynket brynene let.
—Er De saa ganske sikker paa det, Ralph Burns? sa han alvorlig og anbragte sig i en av havestolene . . . Jeg taler her frit og aapent til Dem i Deres hustrus nærværelse. Det er en sak, som ligger utenriksministeriet meget paa hjertet. Og jeg er kommet til Dem ikke bare for at be om et raad, men for at lokke Dem ut av Deres gyldne bur. Vi har en mission til Dem, en vanskelig og delikat mission, som De har alle betingelser for at løse.
Burns rokket nervøst paa sig.
—Da tror jeg De er kommen forgjæves, sa han hurtig. Jeg er en fortræffelig barnepike, men en daarlig missionær.
—Der er visse ting, sa sir Edward med eftertryk, som tvinger en mand til atter at træde ind i gelederne. Naar Englands vel kræver det, vil ingen god fædrelandets søn undslaa sig. Jeg kjender Dem bedre, end De tror, Burns, jeg vet, hvad mand De er. Vi staar nu tilknæs i vanskeligheter . . . De har maaske læst lederen i »Times« idag. Den fortæller, at de europæiske forhold aldrig har været saa fredelige som nu.
—Jo, jeg saa det!
—Vel. Men »Times« har endnu ikke forstaat, hvad der ligger bak denne stilhet. Jeg kan si Dem det her mand mellem mand. Det er ikke bare en almindelig europæisk storm, som kommer og gaar. Nei, det er en orkan,—en tyfon av det forfærdeligste slags. Den vil vælte op og ned paa alle forhold, den vil rasere
