lille idyl, som viste sig for ham. Saa tok han sin hat av.
Manden paa trappen reiste sig med et vist besvær. Man saa nu tydelig, at der var noget galt fat med hans ene ben og hans ene arm. Men der var allikevel noget imponerende over den tre alen høie irlænder med de mægtige skuldre.
Den fremmede gik langsomt hen til ham og rakte ham sin haand.
—Jeg vet ikke, om De kjender mig, Ralph Burns, sa han enkelt.
—Skulde jeg ikke kjende den mand, som hele England ser op til? svarte kjæmpen. Sir Edward Greys navn er vor stolthet og vort haab.
Den store politiker smilte.
—Jeg kan kun gjengjælde Deres kompliment. Eller hvad sier De frue? fortsatte han og bukket ærbødig for den unge kone . . . Er ikke Deres mand berømt nok? . . . Der var en gang, at Ralph Burns navn hadde en bedre klang end nogen andens her i England. Den store detektiv, som befridde os for den farligste anarkistbande, der er vokset op av samfundshad. De sorte gribbes overvinder. Den mand, som mistet en arm og et ben i kampen og allikevel seiret. De er i sandhet en landsmand av helten fra Trafalgar.
—Jeg takker for Deres smukke ord, sa Burns bevæget. Men nu er »helten« sat i bur.
—Det. ser jeg, lo den store statsmand. Men det er ikke farlig, naar De har to med Dem i buret. Deres unge hustru og Deres vakre lille pike der. Jeg tænker vi kalder det bur for et hjem, der sømmer sig en mand.
