likesaa ofte som De bytter skjorte. Det er farlige tider,—og vi har ikke raad til at miste vor hemmelighet for en spions skyld. Vi vil leve i fred her ved Gravningssund, Jeg har desværre ikke anledning til at trampe Dem tildøde som det kryp, De er. Men stol paa det, at De skal faa more Dem her i Norge med at se paa de fire samme væggene, indtil de dage kommer, da Europa staar i flammer og Norge trænger alle sine sønners hjælp.
—Det vaager De aldrig, skrek russeren.
—Vi vaager det, sa statsraaden og traadte frem. De er grepet paa fersk gjerning og vi har ingen forpligtelse til at fare varsomt med Dem, som lægger helvedesmaskiner i fremmed mands hus. Ja—vi vaager det, Jonas Fjeld og jeg.
Ute i Londons utkant, borte ved Kensington, ligger der en liten villa i den vanlige Cottagestil. Det er ikke store greierne, men der hviler en viss fredelig og hjemlig stilhet over det lille hus med den velpleiede havestump.
Der sat en formiddag i juli 1921 en mand paa havetrappen og røkte sin pipe med den andagt, som er engelskmanden egen. Der var en dyp, filosofisk ro over den svære skikkelse. Det store, kluntede hode sat paa nogen kolossale skuldre og en tyk brutal hals. Han vilde ha set ut som en slagter, hvis ikke
