sa han, er den glatteste aal jeg kjender. For han er skurk ikke bare av temperament, men ogsaa av princip . . . De spurte om hans navn? . . . Jo, han het Jaap van Huysmann!
Asev for lettsammen.
—De kjendte Jaap van Huysmann? Var den ulv noget for en almindelig borgersjæl?
—Jeg hadde reddet hans liv engang og han bidrog til at redde mit, mens jeg holdt paa at opætes av gul feber i Colon. Ja—han var en ulv! Men der spiret et frø i hans underlige dorske sjæl, som naarsombelst kunde faat den gamle blodsmand til fromt og ydmygt at vandre i gelederne. Han var, hvad De ikke er: en drømmer, som længtet efter livets bortgjemte Kanaan. Men Jaap van Huysmann fandt det aldrig. Han famlet efter det like til sin dødsstund . . . Han døde i mine arme.
Russeren strøk sig over panden for at samle sine tanker.
—Saa det er Dem? mumlet han hæst. Da kjender jeg Deres navn. Det har svirret om mine ører i de sidste tre aar. Man har aldrig nævnt det høit. Det har suset om os som en trusel, som en fare, som en tung haand, der tvang de lyssky storforbrydere i knæ . . . Men vogt Dem, doktor! De har sterke magter mot Dem. Og der kan komme en tid, da De forbander det øieblik, De blandet Dem op i Asevs affærer.
—Den tid vil neppe komme i de første fire maaneder.
—Hvorfor ikke?
—Fordi De i den tid vil bli indelaast et eller andet sted, hvor De ikke kan vende paa Deres anskuelser
