blev han som den glefsende ulv, der i fortvilelsens feighet biter efter parforcerytterens pisk, mens dødsfraaden skummer om dens kjæver.
Men med et reiste han sig. Det var som om han var rammet av et elektrisk støt. Hans øine hang ved en skikkelse, som langsomt gled ut av mørket. Det var en høi, bredskuldret mand med rolige, litt kluntede bevægelser. Og nu da det elektriske lys skinnet ham like i ansigtet, saa slaveren sin stammes og sin races fiende like i øinene. For der gik germaneren, den blonde, blaaøiede descendent av cimbrer og teutoner, krigeren og drømmeren i en person.
Den kommende var i sandhet et syn værd. Det litt kantede hode med den utprægede dolikokefale form, den kraftige, senede hals, de svakt heldende skuldre og den frie holdning, dannet et hele, som stemplet ham som en mand av Vorherres naade, en hersker i godt og en hersker i ondt.
Ansigtet var ikke vakkert, men der var en imponerende lys kraft over det. Og hvis Asev i det øieblik hadde forstaat at læse i en menneskesjæl, saa vilde han ha opdaget, at den mand, som hadde mestret ham i det øieblik, da seiren allerede laa i hans hænder, befandt sig paa livets lysside. Der var en ophøiet ro over det grove ansigt, en farlig ro, som dækket over en dyp lidenskap, et voldsomt temperament, en brændende sjæl.
Erko ilte ham imøte. Det var som et barn, der kaster sig ind til sin far.
—Jeg skjønte du kom, så han hæsblæsende. Du var i nærheten etsteds,—det følte jeg. For en knipe vi var i! . . . Vort aarelange stræv stod i fare for at
