ting: Jeg kjender Deres hemmelighet. Vi har anet det længe. Vi har fulgt Dem trin for trin like fra den dag, da de sorte gribbe blev vingeskudt av Deres fugleflyver. Vi visste, at her i det kolde norden modnedes der noget, som kunde bli en fare for os alle . . . Der i det hus slumrer verdenskrigens største tanke, . . . aa, jeg vet det nok! Sjøormen? . . . Ja vel, det er slangen i det internationale diplomatis paradis. Men nu har jeg sat min hæl paa dens hode . . .
Dvergen rynket panden og hans hænder skalv.
—Hvad mener De? spurte han hæst.
—Jeg mener, sa den fremmede med eftertryk, at De i dette øieblik staar likeoverfor et valg, som ikke kan falde Dem vanskelig. Enten sælger De Deres opfindelse til min regjering—til vor regjering for en sum, som De selv kan bestemme, eller saa — —
—Hvad sier han? spurte statsraaden, da han saa dvergens ansigt fortrække sig i raseri.
Ingen svarte ham.
Den lille mand gik like hen til den fremmede.
—Jeg er ingen renegat, skrek han. Jeg er ingen russer. Rusland—det er fienden, det er min fiende. Og kunde jeg samle hele det russiske embedstyranni i en eneste hals, saa hugget jeg den over.
—Talemaater, mumlet den fremmede. Jeg har selv været revolutionær og jeg kjender jargonen. Men hør nu paa mig. Hvis De ikke vil sælge Deres opfindelse, saa vil den i løpet av fem minutter være utryddet av jordens overflate. Jeg kom ikke ubevæbnet hit. Der ligger en helvedesmaskine paa det mest passende sted. Jeg har bare at føre de to traade her i min haand
