Og bygget av en finlænder med et verdensberømt navn. Det vet vi nok, men denne gang . . .
Manden avbrøt med et sin lille enetale. Han hørte det stilfærdige smeld av en godt smurt laas. Det var kun et svakt knep, men den fremmedes øren strittet formelig efter den fjerne lyd. Han bøide sig ned. Det var som et maskineri, der klappes sammen. Han forvandledes med en gang til en skygge, der snek sig mellem busk og krat. Der fulgte ingen lyd med ham. Ingen stene rullede under hans føtter, ingen gren knækkedes under hans knær. Han gled ind i stilheten som et av nattens kattepotlette rovdyr . . .
To mænd kom gaaende langsomt nedover stien, som førte fra den hemmelighetsfulde bygning indover øen. Den ene var en velvoksen, tykladen mand, med et utpræget militært utseende. Den anden var en dverg med et stort vanskapt hode, men med dype, skjønne øine. Hans lille meterlange skikkelse var overordentlig velproportionert, og der fandtes ingen pukkel klemt mellem de to smukt avrundede skuldre.
—Det har glædet mig meget at se hr. statsraaden her, sa dvergen med dyp og vakker stemme, hvori der skurret en bilyd av en fremmed tunge.
Hans ledsager stanset. De var nu kommet frem paa en aapen plads.
—Tro mig, sa han bevæget, dette har været et av mit livs lykkeligste øieblikke. Jeg har i disse timer set ind i en verden, som jeg aldrig hadde drømt om. Der er mange av os, som i disse aar har set mistrøstig paa vort lands fremtid. Da socialisterne kom til magten tænkte vi, at nu var vor skjæbne beseglet. Men livet er underlig. Det staar ikke i nogen men-
