Nordmanden tok et hastig maal av situationen. Paa den anden side av det bassin, hvor »Flyvefisken« hvilte i den tryggeste fred laa Asev endnu over Erko. Men hvad var det? . . . Over ham stod Bergljot Bratt med vandet dryppende av klær og haar. Hun hadde uten at tænke paa sin egen fare grepet Asev i det lange kalmukhaar og slet i det av al sin kraft.
Russeren slap sit tak i Erkos hals og reiste sig mot den uventede fiende. Men da han saa ind i Bergljot Bratts blaa og alvorlige oine, gik der et hæslig smil over hans ansigt.
—Naa saa, min lille due, sa han med en stemme, som han forsøkte at gjøre rolig og avmaalt. Du kommer for at avslutte vort opgjør. Vel. Jeg har intet imot, at du følger Anna Speranski og Ilmari Erko paa den store reise.
Bergljot hadde sluppet taket i russerens manke, og traadte et skridt tilbake. Det lyse haar klæbet sig til hendes tindinger og skuldre, og de tynde klær laa tæt om den kraftige og vakre figur. I næste øieblik slyngedes russerens klør sig om hendes strupe.
Der kom et hastig og graadig blink i Asevs øine. Han mindedes, hvorledes han engang tidligere hadde hat denne kvindes liv i sin haand og hvorledes hendes eiendommelige skjønhet hadde faat ham til at nøle. Ogsaa denne gang stanset han uvilkaarlig. Han kunde ikke ryste av sig den betagende og berusende følelse, som han følte, hver gang han berørte denne alvorlige unge pike med det farlige blaa staalglimt i øinene. Døden stirret atter paa hende, mens hun med alle sine kræfter strittet imot det forfærdelige kvælertak, men der fandtes ikke frygt eller rædsel i hendes øine.
