her en stund. Min helbred er ikke rigtig god. Derfor skulde jeg helst bo ved sjøen . . . Men var det ikke her, at man for en tid siden saa et havuhyre. Jeg mindes at ha set noget slikt i aviserne . . .
—Det var mig, som observerte det, svarte Lars triumferende.
Den fremmede saa meget forbauset ut.
—Naa, det var Dem, sa han. Da er De jo en berømt mand. Det skulde more mig at faa historien fra Deres egen mund.
Lars lod sig ikke be to ganger. Det var igrunden hans livs store begivenhet. Og han fortalte . . .
Den lille, bleke mand hadde bøiet sig fremover. Det var, som om han vilde indprente sig hvert ord. Da fiskeren hadde sluttet sin fortælling, reiste han sig langsomt . . .
—Er De sikker paa, at det var et dyr? spurte han pludselig.
—Ja, hvad skulde det ellers være?
—Det kunde jo tænkes, at det for eksempel var en undervandsbaat.
Da lo Lars Iversen Kirkebø.
—En undervandsbaat? Dem ser vi jo ofte her paa Hvaløerne. Det er ikke mere end en uke siden, at »Kobben« var inde her. Aa nei, vi har da øine i hodet! Og undervandsbaate hopper da ikke op i luften.
Den fremmede saa distræt frem for sig.
—Der er en ting, som forundrer mig i Deres beretning. De sier, at De hørte en egen klaprende summen, da dyret hævet sig op i luften. Mindet det Dem om noget? Og la de merke til, om der stod en slags føk omkring dyrets hale?
