chanserne. Hele hans aandsnærværelse var vendt tilbake, og han bøiet hodet, for at ikke Fjeld skulde ane, hvad han tænkte paa.
Men han kjendte nu sin motstander. Han visste, at et forsøk paa at naa de to vaaben vilde bli mødt med et motangrep fra den kampberedte nordmands side.
Pludselig slog der en ny tanke ned i ham, og et ondt smil trak henover hans ansigt. Han stod like ved døren. Nøklen stod i den kraftige laas. Den bragte hans tanker paa et andet spor.
—Hun var en stor forbryderske, sa Asev med en stemme, der næsten syntes at forfærde ham selv. Hun døde paa sine gjerninger.
Fjeld hørte ikke, hvad han sa, men lyttet efter den døendes sidste suk. Blodet randt nedover hans haandled, og jernene raslet fra den venstre haand. Bergljot stod likblek midt paa gulvet. Det var, som om hun kjæmpet med et besvimelsesanfald. Hendes lyse, skinnende haar bølget om hende som en glorie, hendes kjole var smudsig og forrevet. Fjeld kastet et ængstelig blik paa det bleke ansigt.
—De maa ikke bukke under for nogen svakhet, sa han strengt. Ta vandmuggen derborte i kroken og held over Dem. Skynd Dem!
Hun adlød mekanisk. Det var, som om hun gik i drømme.
Asev vendte sig pludselig mot døren, lukket den op og rev nøklen ut.
—Hør her, Jonas Fjeld, sa han hurtig. Jeg antar, at det er sidste gang, vi møtes. Det er mig en sorg, at jeg ikke har kunnet lægge silkesnoren om Deres hals. Heldet følger Dem. Men vort regnskap er ikke
