formen at virke, og narkosen indtræder meget hurtig. Det har hændt, at folk er blit kvalt under bedøvelsen, men som regel gaar det godt . . . Og dennegang fungerte van Goghs mekanisme fortræffelig. Vi fandt nordmanden i den dypeste slummer, gav ham haandjern paa og en ny dosis. Den unge dame vaaknet, da vi tok hende ut av automobilen, og gjorde haard motstand. Det er en ganske eiendommelig kvinde. Hun er det haardeste stykke hunkjøn, jeg har møtt paa min vei,—og det vil ikke si litet for den, som har den lykke at kjende Anna Speranski . . . Men hun maatte bite i græsset. Nu ligger de kneblet, bastet og bundet og agerer hestekjøt i to varekasser fra dokkerne. Jeg hadde lyst til at hive dem i Themsen, for ikke at skaffe os yderligere uleilighet. Men vi har etpar ord at veksle med nordmanden,—etpar sunde og gode alvorsord, som han skal faa med paa den lange vei til de evige jagtmarker. Og piken har jeg ogsaa noget at hviske i øret . . .
Et ondt og grusomt smil for henover russerens rolige ansigt, og de gule sterke tænder lyste et øieblik frem mellem de røde, svulmende læber.
Anna Nikolajevna trak paa skuldrene.
—Vel, sa hun. Det hadde været bedst at ha latt disse to mennesker forsvinde. Men jeg indrømmer, at det kan ha sin interesse at sætte hælen paa Josias Saimlers overvinder. Hvad slags mand er det?
Asev saa ondskapsfuldt paa hende.
—Det er en mand for Dem, sa han spottende. Akkurat noget for Deres overkultiverte sjæl. Se her—er det ikke et stolt syn!
Russeren hadde puffet kassen overende og tat laa-
